Vores nye farm ligger cirka 350 kilometer nord for Johannesburg. Lodgen ligger ude i bushen, og her bor man under sin safari med Sydafrikas skønneste natur lige uden for døren. Temba Safari lodge som vi bruger ligger i Limpopo-provinsen omkring 60 kilometer fra Ellisras og omkring 4½ times kørsel fra Johannesburg International Airport.Forholdsregler
Der er næsten ingen insekter, slanger eller andet kryb i området. Der kan forekomme enkelte myg i begyndelsen af året, men det er ikke malariamyg, da området er malariafrit. I begyndelsen af året kan man også være heldig at se enten en skorpion eller en slange, men det er meget sjældent, det sker. Skal du på udflugt til Krüger Nationalpark eller et par andre bestemte steder, skal du huske malariapiller. Spørg, hvis du er i tvivl. Du kan roligt drikke vandet på farmen, for det er det reneste grundvand fra vores egen boring, og der er ingen risiko for sygdomme. Den eneste forholdsregel, du skal tage, inden du ankommer til farmen, er, at du får en vaccination af din læge mod hepatitis A og B (Havrix). Livet på Farmen
En typisk dag i lodgen starter mellem klokken 05.00 og 06.00, og hvis du skal på buejagt, er det en time tidligere. Vi får en hurtig kop kaffe og lidt brød, og så kører vi ud til det aktuelle jagtområde. Her starter jagten ved hjælp af en guide og eventuelt en trekker. jagten foregår til fods – der er ingen jagt fra bil! Er jagtområdet placeret i nærheden af lodgen, går vi tilbage dertil omkring klokken 11.30 og spiser brunch. Mellem klokken 13.00 og 14.00 kører vi ud igen. Det præcise tidspunkt afhænger af varmen, men når vi er kommet ud, jagter vi indtil solnedgang, som er mellem klokken 18.00 og 19.00. Når jagten er slut, vender vi hjem til lodgen til bad, sundowner, snack, hygge ved bålet og grill. Der bliver naturligvis overvejende serveret vildtkød, så på mange måder slutter jagten først ved grillen. Drikkepenge
Der er ikke faste regler for, hvor mange drikkepenge man giver, men det er en god retningslinje at give cirka 500 rand pr. person pr. uge til den samlede sorte stab. Det vil være passende at give pengene til Johan på afrejsedagen, så skal han nok sørge for at fordele dem ligeligt blandt personalet. Der er ikke noget galt i at give enten en af trekkerne eller skinnerne ekstra drikkepenge for en god indsats uanset om det er på en af jagterne eller det er ved et stort arbejde med trofæet bagefter. Ekstra drikkepenge kan for eksempel være en pakke cigaretter eller 5–20 rand. Du kan også tage lidt brugt tøj med på turen og bruge det som ekstra drikkepenge. PH'erne får normalt også drikkepenge, når ugen er gået, og beløbet afhænger naturligvis af, hvor tilfreds du har været, men det vil typisk ligge omkring 800–1.000 rand. Alle drikkevarer til måltiderne (kaffe, te, saftevand, vand og juice) under opholdet er inkluderet i prisen Alle andre drikkevarer – det vil sige vin, øl, spiritus og sodavand – bliver separat afregnet på afrejsedagen.
Klimaet
Januar, februar, marts er sommertid, og her kan temperaturen være op til 40 grader om dagen og cirka 20–25 grader om natten. Det er en tør, behagelig varme. Der kan komme en del regn i denne periode, men da farmen ligger i et højt, tørt område cirka 1.200 meter over havet er det meget sjældent, det regner mere end et par timer ad gangen. April og maj er begyndelsen på efteråret, og dermed også starten på den rigtige jagtsæson. Især duejagten er god i disse måneder, men der er riffeljagten nu også. Temperaturen begynder at falde, og det kan især mærkes om natten.
Juni og juli er de bedste måneder for riffeljagt. Det er også de koldeste måneder, med det bliver alligevel ofte op til 30 grader om dagen. Om natten kan termometeret nå helt ned på minusgrader.
August og september er begyndelsen på foråret, og det er også starten på de varme nætter. Det er stadig køligt om aftenen og nætterne. Disse måneder er den bedste tid for buejagt, fordi det er tørt og hverken for varmt eller for koldt. Der er heller ikke så meget vind som i juni og juli. Disse måneder er naturligvis stadig gode for riffeljagt.
Oktober, november og december er sommermåneder, og det er her, der falder mest regn. Det er dog også her, der er de højeste temperaturer. Oktober kan stadig anbefales som jagtmåned, men november og december er uden for jagtsæsonen. |